Mark Tremonti gik på scenen uden store armbevægelser, men med en Gibson over skulderen og en klar mission: at lade musikken tale. Og det gjorde den – i en koncert, hvor teknisk kunnen og følsomhed fandt hinanden i sjælden harmoni.
Silvana Imam trådte ind på scenen i Lille VEGA den 6. april 2025 med en tilstedeværelse, der straks fyldte rummet. Hendes blik var fast, stemmen klar, og budskabet utvetydigt. Det var ikke bare en koncert; det var en erklæring.
Post Malone kom ind i Royal Arena med Bud Light i hånden og “I ♥ Copenhagen”-t-shirt. Han ville både være verdensstjerne og hyggelig, men koncerten hang et sted midt imellem.
Heartland at Noma. Titlen alene lugter af konceptuelt bullshit og naturvin med lidt for meget holdning. Men midt i det prætentiøse inferno – ja, måske netop på trods af det – fik jeg mit livs største musikalske oplevelse.
Andreas Odbjergs koncert i Royal Arena var en fest – men ikke bare af den larmende slags. Med gæster, glimt i øjet og sin særlige blanding af selvironi og popsensibilitet, ramte han både gulvet og hjertekulen.
Det er stadig noget særligt, når D-A-D spiller i hovedstaden. Men i Forum Black Box den 31. januar 2025 blev det ikke den triumf, mange havde håbet på. Bandet har ellers turneret solidt med deres nye album Speed of Darkness, og både pyroteknik og publikum var klar.
Royal Arena lugter af opvarmet nachos og nostalgi. Fred Durst tropper op i neongul t-shirt og pink shorts og ligner en far, der lige har opdaget rave. Det er både charmerende og lidt akavet. Som koncerten selv.
Der er noget ved MØ, som føles som hjem. Hjem i en slags kaotisk ungdomsenergi, der nægter at vokse op, men alligevel lyder præcis, som den skal i en hal over Christiania en kold fredag aften i marts.
Du klikker på en artikel om, hvordan man dyrker tomater i lejlighed. Bum – hele siden er et banner for White Lotus. Du scroller forbi reality-videoer, neglesvamp og ensomhedsbannere, og har glemt, hvorfor du overhovedet klikkede. Du læser ikke – du bliver forstyrret.
Der er serier, der forsøger at være subtile. Og så er der Outlander. Her er intet småt, og det er netop charmen. I syv sæsoner har Claire og Jamie kæmpet mod historien selv – imod imperier, sygdom, slaveri, vold, og mod den konstante risiko for at miste hinanden til tidens umættelige strøm. Men Outlander sæson 7 føles hverken som en gentagelse eller en udmattelse. Den føles som en kulmination. En smuk, brutal og ofte overstyret symfoni om kærlighed, traume og overlevelse i en verden, hvor intet bliver givet – og alt kan tages.
Teenagelivet er en krig, og Adolescence er frontberetningen. Netflix’ nyeste serie tager dig med ind i et univers, hvor ungdommen ikke er glansbilleder og solnedgange, men en storm af følelser, forbudte drømme og fejl, der føles som verdens undergang.
Når verden kollapser, hvad er det så, vi kæmper for? Er det sikkerhed? Frihed? Eller er det bare én anden person, vi nægter at miste? The Last of Us er ikke bare endnu en zombiefortælling. Det er et drama forklædt som genre, en kærlighedshistorie forklædt som overlevelse, og måske vigtigst: et portræt af menneskelighedens pris. HBO har skabt en serie, der ikke skræmmer os med monstre, men med alt det, de ikke kan tage fra os. Endnu.
Tænk hvis du vågnede op og ikke kunne huske, hvem du var – men alt omkring dig stadig duftede af penge. En mand, en tagterrasse, en garderobe som en Net-a-Porter-drøm og en fortid, der klæber til dig som et vådt lagen. Det er præmissen i Surface, Apple TV+’s silkebløde psykologiske thriller med Gugu Mbatha-Raw i centrum og San Francisco som kulisse. Men hvad gør en kvinde, når selv hendes egne minder virker iscenesatte?
Der var lagt i kakkelovnen til endnu en skarp sæson af White Lotus – denne gang i Thailands solkysede paradislokationer. Men selvom cocktailsene er kølige og kameraet smyger sig elegant omkring silhuetter og skænderier, føles det hele lidt for pænt. Som at se en storm på afstand, der aldrig rigtig bryder løs.
Med en blanding af historisk autenticitet, blodige kampe og magtspil er Shogun en unik og fængslende TV-serie. Disney+ leverer et sandt mesterværk, der både underholder og udfordrer.
Han hedder Ripley. Tom Ripley. En karakter så glat, at han kunne glide gennem et italiensk palæ uden at efterlade spor. Nu er han tilbage i sort-hvid på Netflix – og det føles både koldt, smukt og fuldstændig forførende.
I en underjordisk silo, langt fra den ødelagte verden ovenfor, lever tusindvis af mennesker uden at kende sandheden. Apple TV+’s Silo er en betagende sci-fi-thriller, der kombinerer mystik, paranoia og knivskarp verdensopbygning i en fortælling, der griber fra første afsnit.
Der er aftener, hvor man går til koncert, og der er aftener, hvor man bliver omfavnet af en hel verden. Emma Sehested Høegs optræden i DR Koncerthuset var det sidste. En forestilling, et show, en koncert – og noget, der minder om en samtale med én, der tør sige alt det, du selv kun tænker i badet.
Der er noget smukt i dumhed. Det skal bare være den rigtige slags. Den, der ikke prøver at være klog. Den, der ikke pakker sig ind i ironi eller prestige-tv-ambitioner. Og det er netop det, Reacher sæson 3 gør: Den står stolt i bar overkrop og skriger “U-S-A” med en sprængladning i hånden. Og vi klapper. Med én hånd. Den anden holder telefonen.
Forestil dig, du går i biografen for at se Bill Murray og Pete Davidson. De står i traileren, de er på plakaten, de er på dine sociale medier. Og så er de med i… tre scener? Velkommen til Riff Raff, en film der beviser, at marketingafdelingerne har overtaget manuskriptskrivningen.
Benny Jamz i tuxedo med pingvinhale. Ikke for at spille skuespil, men fordi han mente det. Og fordi DR’s Koncertsal er den slags rum, der kræver, at du enten dukker dig eller løfter dig. Han valgte det sidste.
Sabrina Carpenter gik fra Disney-stjerne til TikTok-dronning – og nu til en næsten overperfekt popperle i Royal Arena. Men hvor meget glitter kan en aften egentlig bære, før man længes efter lidt skævhed?
Det starter som en joke. En underlig kvinde, en gratis kop te, en lidt for lang samtale. Men Baby Reindeer er ikke nogen joke – det er en emotionel tordentale forklædt som standup. En selvbiografisk, hudløs og ubehageligt tæt serie, hvor Donny Dunn (spillet af skaberen selv, Richard Gadd) ikke bare åbner døren til sit liv, men flår den af hængslerne. Det er Netflix, når de tør – og du ser det med kroppen.
Hvad har katolsk skyld, dansegulv i Tivoli og Dansk Folkeparti til fælles? Morten Messerschmidt har skrevet Showbizz – og den er langt mere underholdende, end den burde være.
En terapeut dropper filteret og siger præcis, hvad han mener – med uventede resultater. “Shrinking” blander humor og hjertevarme i en rørende fortælling om sorg, venskab og forandring.
