Ripley: En mesterlig blanding af kriminalitet og psykologisk spænding

Ripley er ikke bare endnu en true crime pastiche, hvor vi skal gætte, hvem morderen er. Vi ved det hele tiden. Det er Tom. Og han gør det med sådan en ro og æstetik, at man næsten glemmer, at det er mord, vi taler om. Serien, baseret på Patricia Highsmiths bøger, er lige dele Hitchcock og high fashion.

Andrew Scott er hypnotisk som Ripley. Det er ikke en rolle, han spiller – det er en tilstand. Han er både offer og rovdyr, narcissist og tryghedsnarkoman. Man ved ikke, om man vil gemme sig for ham eller følges med ham hjem. Og måske er det netop det, der gør det hele så ubehageligt intenst.

Johnny Flynn som den velklædte daddy’s boy Dicky Greenleaf er et perfekt modspil. Rig, rastløs og så privilegeret, at han ikke opdager, når nogen forsøger at slå ham ihjel – før det er for sent. Deres relation er som en langsom duel med pastelfarvede skjorter og dødelig passiv aggression.

Serien er skudt i sort-hvid, men intet ved den er sort-hvidt. Det er et mareridt i slowmotion, pakket ind i arkitektonisk perfektion og italiensk havudsigt. Hvert billede er en komposition, hver scene en indrammet løgn. Man mærker kulden i Ripleys blik og sveden i sin egen håndflade.

Og det går langsomt. Med vilje. Det er en serie, der trækker dig med ned – ikke i et spændingsrush, men i en kontrolleret, manipulerende dans, hvor hvert skridt føles som en lille tilståelse.

Er der fejl? Selvfølgelig. Nogle af birollerne føles som kulissefiller. Og tempoet vil uden tvivl få de fartglade til at zappe væk. Men det er en del af præmissen. Ripley er ikke for alle. Den er for dem, der godt kan lide, når ondskaben er klædt pænt på.

Refleksion

Ripley er ikke bare en serie. Det er et studie i kontrol, skam og skønhed. Den spørger ikke, om du sympatiserer med morderen – den regner bare med, at du gør. Og på en eller anden måde gør du det også. Måske fordi vi alle sammen har en lille Ripley i os – en del, der vil være set, elsket, respekteret. Uanset prisen.

5 ud af 5 Apropos-stjerner. Fordi forbrydelse aldrig har set så godt ud.