Tremonti i Store VEGA: En guitarmand står ved sit kors

Store VEGA er som bekendt et rum med hukommelse. Væggene hvisker om tidligere tider, og man kan mærke det i luften, når nogen forsøger at spille over evne. Tremonti gjorde det modsatte: han spillede sig ind i rummet, som en prædikant i stenstøvler – med fornemmelse for både scene og sal.

Det begyndte uden drama. Ingen introvideo. Bare musikere, der tog deres pladser, og en Gibson, der kaldte til samling. Åbningsnummeret, “Throw It All Away”, kom som et spark mod brystet – ikke for at imponere, men for at rense ud. Trommerne lagde sig lavt og tæt, bassen dirrede som et advarselsflag, og Tremontis stemme – stadig ru, stadig mere præcis end smuk – bar os ind i et lydlandskab, der var både amerikansk og melankolsk.

Det er i spændingsfeltet mellem styrke og sørgmodighed, at Tremonti lever. Hans soloer er ikke bare tekniske præstationer – de er emotionelle gestusser. I “Dust” var der et øjeblik, hvor stilheden mellem tonerne sagde mere end selve noterne. Publikum stod næsten stille, som om man intuitivt forstod, at her blev der sagt noget ærligt.

Der var naturligvis også øjeblikke, hvor man kunne mærke rockens iboende kitsch – som i “Brains”, hvor riffsene blev lidt for skabelonagtige, og lyrikken en kende for letkøbt. Men netop fordi Tremonti ikke skjuler det teatralske, får selv de overgjorte passager en form for ære. Han er ikke bange for følelsesregisterets yderpunkter – og i en tid, hvor alt skal være “meta” og ironisk, føltes det næsten subversivt.

Lydsiden i VEGA var tæt på ideel. Guitaren lå, som den skulle, midt i billedet – ikke skinger, ikke overpoleret. Der var plads til vejrtrækningen, og selv under de mest eksplosive stykker var der en underliggende klarhed. Det er vigtigt, når man spiller musik, der konstant balancerer mellem rå energi og melodisk længsel.

Bandet omkring Tremonti var præcise, men aldrig mekaniske. Trommeslageren, der indimellem virkede som om han havde sneget sig ind fra en jazzsession, tilføjede en legende kompleksitet. Bassisten stod roligt, nærmest meditativt, og lod instrumentet arbejde som fundament frem for peacock.

Et højdepunkt kom med “The Things I’ve Seen” – en sang, der på plade kan virke som en ballade i mængden, men som live åbnede sig som et næsten liturgisk ritual. Tremonti sang ikke til os, han sang med os. Og for en stund føltes det, som om hele salen havde fælles erfaringer, vi ikke behøvede at sætte ord på.

Lad os bare sige det sådan her…

Tremonti er ikke den mest originale musiker, du vil høre i år. Men han er måske den mest ærlige. Og i en tid, hvor autenticitet ofte reduceres til en strategi, føltes det befriende at stå i et rum med en mand, der mener det. Hver eneste tone.