Hvad har katolsk skyld, dansegulv i Tivoli og Dansk Folkeparti til fælles? Morten Messerschmidt har skrevet Showbizz – og den er langt mere underholdende, end den burde være.
Fire stjerner
Fem stjerner
Hvis du tror, det her er endnu en politisk selvbiografi, tager du fejl. Og hvis du ikke tror det, har du nok ret. Showbizz er ikke en undskyldning forklædt som erindringer – det er en forestilling forklædt som mand. Med skuespillets charme, kirkens alvor og pressens spejltrick forsøger Morten Messerschmidt at gøre én ting klart: Han vil hellere elskes som karakter end forstås som menneske.
Der er noget nærmest Wes Anderson’sk over det. Morten Messerschmidt, med perfekt sideskilning og den evige fornemmelse af at have indtaget scenen i lidt for stramme bukser, har skrevet en selvbiografi. Eller nej – det her er ikke en klassisk politikerberetning. Det er Showbizz. Titlen alene afslører, at vi ikke skal forvente fodnoter og finanslove, men snarere en slags operette over Messerschmidts liv og lidelser – i dansk politik, i pressens gabestok og i troens skygger.
Bogen er komponeret i tre akter: troen, teateret og talen. Første akt ruller med Messerschmidts katolske overbevisning som motor. Han går i kirke, ikke kun fordi det er søndagsvane, men fordi han mener det. Den del er overraskende ærlig. Der er noget rørende i, hvor lidt strategisk det føles – som om troen ikke er et værktøj, men et tilflugtssted. Der er ikke tale om religiøs marketing, men om en mand, der i al sin modsætning søger noget højere, måske fordi ingen på jorden helt gider forstå ham.
Anden akt er den offentlige optræden: Messerschmidt som mediefigur, som hånligt klippet satireindslag, som stof for tabloid og talkshows. Han tager os bag kulisserne – bogstaveligt talt – i Tivoli, på DR’s dansegulv, i retten. Her balancerer han et sted mellem selvmedlidenhed og selverkendelse, men han har sin pen med. Og den er skarp, præcis, polemisk. Hvis man troede, han ville lægge sig fladt ned, kender man ikke manden. Han har stadig brug for publikum. Også selvom de ikke klapper.
Han skriver, som han taler: højtideligt og teatralsk, men med blink i øjet. Man er i tvivl om, hvor meget af det der er ægte, og hvor meget der er performance. Men måske er det også pointen: at Morten Messerschmidt ikke kan skilles ad fra det image, han selv har bygget op. Han er sin egen karakter. Ikke en prototype på ny dansk konservatisme, men en, der blander Grundtvig med Grand Prix. Og det er faktisk ret unikt.
Det hele kulminerer i tredje akt, hvor vi nærmer os DF’s kollaps, Danskhedens kriseramte brand og Messerschmidts egne juridiske slagsmål. Han er ikke objektiv. Det ved han godt. Men han har timing. Og han ved, hvordan man skriver en sætning, så den lyder som noget fra en leder i Kristeligt Dagblad og en joke i Tæt på sandheden – på én gang. Det er velskrevet. Det er ufatteligt kalkuleret. Det er underholdende. Og irriterende selvsikkert.
Det er ikke en bog, der forsøger at få dig til at forstå politik. Den forsøger at få dig til at forstå, hvorfor han stadig er her. Hvorfor han stadig står op hver morgen og binder slipset – og hvorfor vi stadig gider kigge med. Og når man lukker bogen, sidder man ikke tilbage med en dybere forståelse af samfundet. Man sidder med følelsen af at have læst et godt manuskript. Et, der var klar til DR’s dramachef, men endte hos Gyldendal.
—
Refleksion
Der er masser af grunde til at hade Showbizz. Det er selviscenesættende, ideologisk fastlåst, og det manipulerer som kun en karismatisk politiker kan. Men det er også underholdende. Det er præcist. Og det er ærligt nok til, at man må tage hatten af – også selvom man aldrig ville stemme på ham. Måske især derfor.
4 ud af 5 stjerner (… og et stille bifald bag lukkede gardiner.)
