Serier & Film
Baby Reindeer – Når overgrebet kommer med øjenkontakt
Det starter som en joke. En underlig kvinde, en gratis kop te, en lidt for lang samtale. Men Baby Reindeer er ikke nogen joke – det er en emotionel tordentale forklædt som standup. En selvbiografisk, hudløs og ubehageligt tæt serie, hvor Donny Dunn (spillet af skaberen selv, Richard Gadd) ikke bare åbner døren til sit liv, men flår den af hængslerne. Det er Netflix, når de tør – og du ser det med kroppen.
Fire stjerner
Fem stjerner
Du ved, den slags serier, hvor du flere gange pauser afsnittet, ikke fordi det er kedeligt, men fordi det er for meget. Baby Reindeer er sådan en. Ikke på den kunstfærdige Lars von Trier-måde, hvor alt skal gøre ondt for at være ægte, men fordi den faktisk er sand. Eller i hvert fald tæt nok på, at du kan mærke det i din egen bagage.
Donny er en komiker i London. En, der kæmper for at slå igennem, men kæmper endnu mere med sig selv. Da han en dag tilbyder en fremmed kvinde – Martha – en kop te i baren, bliver det begyndelsen på et mareridt. Hun stalker ham. Ringer. Mailer. Dukker op. Men det hele er mere nuanceret end “psyko kvinde vs stakkels mand”. Det er et klæbrigt morads af medafhængighed, grænser, skam og undertrykt traume.
Gadd spiller rollen selv, og det er netop det, der gør det ubærligt godt. Der er en næsten masochistisk ærlighed i hans præstation. Han udleverer sig selv, ikke som helten, men som medskyldig. Der er scener, der får dig til at krumme tæer – ikke fordi de er pinlige, men fordi du genkender følelsen af at gøre noget, du ved, du vil fortryde, allerede mens det sker.
Serien balancerer sindssygt dygtigt mellem mørk humor og dyb alvor. Du griner – og føler dig dårlig over det. Du føler med Donny – og tvivler på ham. Og du kigger lidt for længe på dig selv i spejlet bagefter.
Visuelt er serien holdt i en kølig, næsten sygelig palet. London er grå, våd, kold – men ikke anonym. Kameraet er ofte helt tæt på, som om det forsøger at mase sig ind i hovedet på Donny. Det lykkes. Det er som at stå i et rum uden ilt, hvor nogen insisterer på at fortælle dig noget, du ikke vil høre.
Og det værste? Det er virkeligt. Det hele er baseret på Gadds egne oplevelser. Det giver serien en tyngde, der gør, at man ikke bare slukker og går videre. Man tager den med sig. Den sidder i kroppen. Lidt som et blåt mærke, du ikke husker, hvordan du fik – men som gør ondt alligevel.
Refleksion:
Baby Reindeer er ikke en serie, du anbefaler til alle. Den er for konfronterende, for hudløs. Men den er også vigtig. En lille, snavset, genial påmindelse om, at overgreb ikke altid ser ud, som vi tror – og at traumer sjældent går væk, bare fordi vi er sjove.
