Serier & Film
The Last of Us (Sæson 1) – Svampe, støv og stille rædsel
Når verden kollapser, hvad er det så, vi kæmper for? Er det sikkerhed? Frihed? Eller er det bare én anden person, vi nægter at miste? The Last of Us er ikke bare endnu en zombiefortælling. Det er et drama forklædt som genre, en kærlighedshistorie forklædt som overlevelse, og måske vigtigst: et portræt af menneskelighedens pris. HBO har skabt en serie, der ikke skræmmer os med monstre, men med alt det, de ikke kan tage fra os. Endnu.
Fire stjerner
Fem stjerner
Kroppen og landskabet:
Første afsnit slår tonen an: en verden i opløsning, en far, der mister sit barn, og et samfund, der ikke længere fungerer som samfund, men som flokke. Det visuelle er storslået uden at være selvsmagende. Råd og ruin i betongrå toner, svampespredte vægge, kroppe i forfald – og så midt i det hele: to mennesker, der skal finde vej. Joel og Ellie. Mand og pige. Overlever og håb.
Pedro Pascal og Bella Ramsey:
Hvis serien fungerer – og det gør den – så er det i høj grad på grund af de to hovedroller. Pedro Pascal spiller Joel med en smerte, der næsten bliver fysisk at overvære. Han er ikke karismatisk i klassisk forstand, men han bærer sorg som en rygsæk af bly. Bella Ramsey er sin egen. Hverken barnlig eller voksen, men noget midt imellem: rå, sårbar, utilregnelig. Deres relation udvikler sig ikke i de store gestusser, men i blikkene, i de ting, de ikke siger. Og det er måske det smukkeste ved serien.
Afvigelser og mod:
Serien er baseret på et af de mest elskede spil i nyere tid, og forventningspresset har været massivt. Men HBO har ikke blot lavet en loyal oversættelse – de har haft modet til at afvige, og det er i afvigelserne, magien opstår. Afsnittet med Bill og Frank står som et poetisk intermezzo – en hel kærlighedshistorie foldet ud i ét enkelt afsnit. En stilistisk og narrativ parentes, der siger mere om kærlighed end de fleste serier gør på en hel sæson.
Tempo og tyngde:
Det er en serie, der tør være langsom. Der tør dvæle. Hvor zombierne (eller “infected”) næsten bliver sekundære. Det egentlige monster er ofte mennesket selv, eller sorgen, eller frygten for at miste. Det er ikke en serie, man binger med popcorn og mobil i hånden. Den kræver din opmærksomhed – og fortjener den.
Og hvad så?
The Last of Us er en påmindelse om, at det mest rørende altid er det mest skrøbelige. At kærlighed i sin mest ubønhørlige form ikke handler om at redde verden, men om at redde én person – koste hvad det vil.
Den efterlader én tom og fuld på samme tid. Og det er vel egentlig det største, man kan sige om en tv-serie.
