Forestil dig, du går i biografen for at se Bill Murray og Pete Davidson. De står i traileren, de er på plakaten, de er på dine sociale medier. Og så er de med i… tre scener? Velkommen til Riff Raff, en film der beviser, at marketingafdelingerne har overtaget manuskriptskrivningen.
Fire stjerner
Fem stjerner
Det hele starter ellers lovende. Bill Murray dukker op som en træt, filosofisk bartender med én god replik og to minutter i skærmtid. Pete Davidson ligner sig selv og siger noget halvt sjovt. Så forsvinder de. Og vi sidder tilbage med en film, der minder om en Zoom-optagelse af et manuskriptkursus i Los Angeles.
Riff Raff forsøger at være en indieperle – med halvsløje kameravinkler, jazzet underlægningsmusik og karakterer, der snakker, som om de altid lige er ved at afslutte et digt. Men der mangler noget. Hjerte, retning, grund til at blive siddende.
Plottet? En tidligere småkriminel forsøger at gøre sit liv op, mens hans fortid – og en samling uengagerede bipersoner – truer med at indhente ham. Der er ikke meget riff, og endnu mindre raff. Det hele smager af en idé, der burde være blevet på whiteboardet i writers' room.
Det mest irriterende er, at filmen ved, den ikke har så meget at byde på. Så den lokker med navnene. Bill Murray! Pete Davidson! Kom og grin, kom og føl! Men det man får, er små cameos og lange scener uden puls. Det er lidt som at købe koncertbilletter, og så viser det sig, at hovednavnet kun spiller ét nummer – akustisk.
Der er enkelte lyspunkter. Fotograferingen er til tider smuk, og et par af de mindre skuespillere forsøger faktisk at give liv til det, de har fået udleveret. Men det drukner i tomt indie-prætentiøst wannabe-magisk realisme. Man føler sig ikke forført, bare... solgt.
—
Lad os bare sige det sådan her…
Riff Raff er et produkt af sin tid: En film der markedsfører sig som noget, den ikke er, og satser på at vi ikke opdager det før efter rulleteksterne. Det er film som denne, der får én til at overveje at se trailere med bind for øjnene.
2 ud af 5 stjerner
