Heartland at Noma. Titlen alene lugter af konceptuelt bullshit og naturvin med lidt for meget holdning. Men midt i det prætentiøse inferno – ja, måske netop på trods af det – fik jeg mit livs største musikalske oplevelse.
Fire stjerner
Fem stjerner
Vi starter i et drivhus. Vores billetter bliver scannet, og vi får et lille stykke hvidt reb bundet om håndleddet af en medarbejder, der ligner én, der har været udenfor lidt for længe. Det hvide reb – et symbol på, hvad ved jeg – føles som en lidt for ærlig metafor for det, vi har kastet os ud i: en oplevelse, der binder os sammen, men som også virker unødigt stram og kold i kanten.
Indgangen er flot. Alt er flot. Det er jo Noma.
Vi går, ligesom alle de andre, i par. Det er datenight i slut-trediverne, og vi har allesammen den samme frakke fra Arket – en enkelt undtagelse bærer mørkeblå, men ellers står vi som en flok identitetskriser i uniform.
Jeg har aldrig været på Noma før, så jeg gør mig umage for ikke at tage billeder – men det gør de andre ikke, så jeg tager et billede i smug og forsøger bare at se ud, som om jeg hører til.
Vi går gennem lokalerne, bliver mødt af en ubemandet garderobe (modigt), et DJ-set fra T.O.M koblet til to B&O-højtalere (branding), som ikke når længere end halvanden meter fra pulten, og ender nede i kantinen. Her står hende fra Torvehallerne – den slags influencer-kok-type, der har lavet tacos om til et personligt brand. Gode priser – meget små portioner. Gode vine – meget små glas.
Baren er svær at finde, men prisenerne er overraskende fair. Mængden derimod - En halv slurk for 85 kr.
Det hele føles som et konceptuelt show-off.
Som om Heartland og Noma har sat sig sammen og lavet en event, der skal “føles som noget,” uden helt at vide hvad. Og det er netop her, min skepsis topper.
Nå ja – og så var der også en talk i et alt for lille rum, hvor ingen gad gå ind, men alligevel valgte at stå og spærre for indgangen. Lige meget. Videre.
Men så starter koncerten.
Jeg når tilbage til min bænk – tre rækker fra scenen – med endnu et glas naturvin (20 cl. vil jeg anslå) i hånden. Og så sker det: Bagfra træder Guldimund og bandet ind. Ingen dramatik. Bare tilstedeværelse. Stille, nærmest ydmygt. De starter med ro og præcision. En intensitet, der hverken er påtaget eller planlagt. Lyden er exceptionel. Akkustikken i rummet løfter musikken, som var den skabt til netop dette øjeblik. Og måske var den det.
Det er som om, vi er bange for at sætte ord på, hvor fænomenalt det egentlig er. Som om vi kollektivt forsøger at holde os selv lidt tilbage, fordi det næsten føles for meget at overgive sig. Men det gør vi. For det her er en af de koncerter, hvor man ikke venter på højdepunkterne. Hvor alt flyder. Hvor man ikke tænker “nu kommer dén sang,” men bare synker ned og bliver en del af noget.
Og så kommer han. Trompetisten. En ung mand med energien fra Mick Jagger og fysikken fra Dirch Passer, som trækker sin trompet frem igen og igen og hver gang rammer et punkt i mig, jeg ikke vidste, jeg havde.
Flere gange fælder jeg en tåre. Ikke af sentimentalitet, men af noget langt mere sjældent – overvældelse. Der er øjeblikke, hvor hele rummet løfter sig, hvor musikken transcenderer det prætentiøse setup, og hvor det går op for mig, at det her er årsagen til, at vi stadig søger efter det unikke. Det autentiske.
I virkeligheden…
“Heartland at Noma” var et konceptuelt rod, men koncerten med Guldimund var mit livs største musikalske oplevelse. Det er mærkeligt, som de to ting kan sameksistere. En aften, hvor alt op til føltes som endnu en kulturel legestue for voksne, men hvor musikken alligevel ramte noget, der føltes ægte, ufiltreret og uundgåeligt.
Det burde ikke have fungeret – men det gjorde det.
Bedømmelse: 5 ud af 5 stjerner
