Limp Bizkit (Royal Arena): Fred Durst i neon, Wes Borland i guld og resten i parentes

Aftenen starter med et såkaldt warm-up line-up, som føles mere som en ironisk kommentar end en reel musikalsk forret: Karen Dió, BONES, N8NOFACE, Ecca Vandal og Riff Raff. Sidstnævnte ligner en skuespiller, der har fået besked på at spille “rapstjerne med ADHD”. Det er alt for meget, og samtidig alt for lidt. Publikum begynder at spekulere på, om Limp Bizkit egentlig kommer.

Men det gør de. Klokken 21:45, uden nogen form for drama. De lægger ud med “Just Like This” og “Gimme the Mic”, og det er svært ikke at blive en lille smule glad. Ikke fordi det lyder godt – det gør det faktisk ikke – men fordi det lyder bekendt. Lyden er lav, lidt grynet, og det tager noget af tyngden fra numrene. Men hey, det er stadig “My Generation”, og hvem bliver ikke lidt blød om hjertet af den slags teenagevrede leveret af mænd midt i halvtredserne?

Fred Durst virker… træt. Ikke på den måde hvor man bekymrer sig. Mere som én, der er helt tilfreds med, at autopilot er en mulighed. Han joker lidt. Snakker lidt. Peptalker publikum i små bidder. Det er hyggeligt, men det er ikke vildt.

Wes Borland, derimod, er et syn. En guldmaske, sort habit, og det mest teatralske kropssprog i arenaen. Han spiller, som om det stadig betyder noget. Han ER stadig et show. Måske burde han være i et helt andet band. Måske burde han være en figur i et computerspil. Under alle omstændigheder er han det mest levende element på scenen.

Setlisten er en greatest hits-pose blandet med lidt covers: George Michaels “Faith”, et Slayer-riff her og der, Metallica’s “Seek & Destroy” i et afkortet, ironisk format. Det er lidt som en YouTube-video, man klikker på og halvvejs ind ikke helt kan huske, hvorfor man stadig ser den. Men man ser videre. Fordi det føles bekendt. Fordi det var noget engang.

Publikum er mildt euforiske. Mange har haft disse billetter hængende på køleskabet siden november. Folk kender teksterne. Folk skråler. Folk ved, hvornår man skal hoppe. Og da “Break Stuff” rammer, ryger der plastickrus og skuldre i luften. Det er måske aftenens højdepunkt. Ikke fordi det er tight – det er det ikke – men fordi det stadig virker.

Refleksion

Hvis du var kommet for musikken, gik du hjem lidt skuffet. Hvis du kom for oplevelsen, gik du måske hjem med et lille smil. Limp Bizkit anno 2025 er et halvt rockband, halvt konceptkunst. Det er karaoke i egen ære. Det er midtlivskrise forklædt som sceneshow. Det er stadig lidt sjovt. Men det er også lidt synd.

Det var aldrig meningen, det skulle være perfekt. Det var meningen, det skulle være Limp Bizkit. Men man kan godt savne en anelse mere raseri. En anelse mere vildskab. En anelse mindre “jeg har betalt for at være her”.