White Lotus sæson 3 – Paradis med tomgang i sandet

Efter to sæsoner med syrligt satirisk skær, luksuriøse omgivelser og socialt spil leveret af fremragende skuespillere, var forventningerne tårnhøje til White Lotus’ tredje sæson – denne gang sat i det svajende paradis, Thailand. Men hvor serien før føltes som en svømmetur i dybt vand med hajer under overfladen, føles denne omgang mere som at ligge og drive i en oppustelig flamingo i poolen. Flot – men desværre for stillestående.

Der er ingen tvivl om, at White Lotus stadig kan levere stemning. Kameraet kredser sensuelt omkring tempelrøg, svedige cocktails og pastelfarvede solnedgange, mens det eksotiske soundtrack af Cristobal Tapia De Veer endnu en gang sniger sig ind under huden. Men lige lidt hjælper det, når karakterernes interne dramaer enten føles forudsigelige, kører i ring eller simpelthen er for uinteressante.

Persongalleriet – ellers seriens helt store styrke i de foregående sæsoner – kæmper med at få gnist i dynamikken. Der opstår gnidninger, men de fleste konflikter bobler uden at koge over. Relationerne trækkes i lange snore uden egentlig forløsning, og det hele ender med at føles lidt som at vente på en eksplosion, der aldrig kommer.

Det er ikke, fordi der ikke er gode præstationer – en særlig ros skal gives til Sam Rockwell, som leverer seriens bedste monolog, og Victoria Ratfliff, spillet fremragende karikeret af Parker Posey. I den anden ende møder vi karakterer som Gaitok, hvis historie er langtrukken og ligegyldig.

Kort sagt: Sæson 3 af White Lotus er smuk, småbidende og egentlig fin underholdning – men føles mest af alt som en dyr ferie uden nogen egentlig retning. Mike White kan stadig skrive, men denne gang føles det, som om han har glemt, hvor han ville hen.

Spørgsmålet jeg sidder med efter 3. sæson, hvor det gradvist er gået nedad, kvalitetsmæssigt, er om det kan bære en 4. sæson (som Mike White allerede har løftet sløret for).

Det sidste afsnit rammer ca. halvanden time, og jeg så det mere af pligt end af lyst, for at få ende på sæsonen, der havde alt for lidt ”wow”. Jeg glædede mig mest til scoret, men som rygter vil fortælle er der opstået uenigheder mellem White og De Tapia, så det er usandsynligt at vi skal forkæles med endnu et lækkert lydtapet i sæson 4.

Se den for stemningen, de flotte kameraskud og nogle hæderlige skuespilspræstationer– men forvent ikke samme dybde og historie, som tidligere sæsoner leverede.