Serier & Film
Reacher sæson 3: Murika, baby – og det er ikke en fornærmelse
Der er noget smukt i dumhed. Det skal bare være den rigtige slags. Den, der ikke prøver at være klog. Den, der ikke pakker sig ind i ironi eller prestige-tv-ambitioner. Og det er netop det, Reacher sæson 3 gør: Den står stolt i bar overkrop og skriger “U-S-A” med en sprængladning i hånden. Og vi klapper. Med én hånd. Den anden holder telefonen.
Fire stjerner
Fem stjerner
Du ved præcis, hvad du får, når du trykker play. Det er stålblikket, kæberne som betonklodser og mænd der snakker i korte, effektive sætninger om hævn, moral og våben. Det er som at åbne en pose saltchips og finde… saltchips. Ingen krummelurer. Ingen lag. Og det er både seriens styrke og dens kæmpe problem.
Det hele starter (og slutter) i en slags ultravoldelig udgave af “manden der vidste for meget”, bare uden noget han faktisk ved. Reacher – vores mur af en hovedperson – trasker ind i en sag om mord, forræderi og øreskæring. Jep. En eller anden har fået sit øre skåret af, og det skal naturligvis udredes i minutiøse detaljer gennem flere scener, der kunne være klippet direkte ud af en episode af CSI: Walmart Edition.
Historien kunne skrives på en halv post-it. En grim post-it. Med krøl på. Og alligevel insisterer serien på at stoppe op og give os dialog som:
– “We need answers.”
– “Then let’s get some.”
– “Copy that.”
Det er næsten zen-agtigt, hvis ikke det var så støjende.
Men for helvede hvor er det også lidt dejligt. Fordi Reacher tør være dum. Den prøver ikke at være en politisk kommentar, den prøver ikke at skildre PTSD, traumer eller kønsroller i moderne militærsammenhæng. Den vil bare sparke døren ind og give os én, der slår hårdt. Meget hårdt. Og det gør han.
Og det gør serien også, når den endelig holder kæft og lader musklerne tale. Actionscenerne er solide – som en god bøf. Du ved, den fra grillen i baghaven, ikke den fra Noma. Det er blod, sved og eksploderende lastbiler. Det er underholdning i sin reneste og mest uforskammede form.
Er det godt? Nej. Er det sjovt? Ja. Især hvis du ikke forventer andet end at grine lidt, ryste lidt på hovedet og kigge op fra telefonen hver gang nogen siger noget i retning af:
– “He’s behind you.”
– “No… I’m right here.”
Og det er Reacher også. Lige her. Klar til at gøre det hele én gang til. I sæson 4.
Og ved du hvad? Jeg glæder mig faktisk lidt.
Måske har man bare brug for noget, der ikke kræver mere end 12 % hjernekapacitet og et abonnement. Måske er det okay at få serveret underholdning med en jernnæve og et nik til ‘Murika!’ Måske skal vi bare lade Reacher være Reacher. Og det gør han. Med én-liners, ødelagte ribben og kæmpemæssige skuldre.
Bedømmelse: 3 ud af 5 stjerner
(… og en halv post-it)
