Serier & Film
Surface (Apple TV+) – Når din identitet er det eneste, du ikke ejer
Tænk hvis du vågnede op og ikke kunne huske, hvem du var – men alt omkring dig stadig duftede af penge. En mand, en tagterrasse, en garderobe som en Net-a-Porter-drøm og en fortid, der klæber til dig som et vådt lagen. Det er præmissen i Surface, Apple TV+’s silkebløde psykologiske thriller med Gugu Mbatha-Raw i centrum og San Francisco som kulisse. Men hvad gør en kvinde, når selv hendes egne minder virker iscenesatte?
Fire stjerner
Fem stjerner
Den perfekte overflade:
Det er ikke tilfældigt, at serien hedder Surface. Alt i denne fortælling handler om overflader: spejle, glasfacader, glatte kærlighedserklæringer og perfektionen i en mand, der aldrig rynker sin skjorte. Sophie – hovedpersonen – forsøger at samle brikkerne efter et selvmordsforsøg (eller var det det?), og vi ser det hele gennem hendes fragmenterede hukommelse. Men man når hurtigt frem til, at det ikke kun er Sophie, der manipulerer virkeligheden. Det gør serien også.
Form frem for fordybelse:
Apple TV+ mestrer det æstetiske. Serien er smuk. Lydsiden er pakket ind i atmosfærisk minimalistisk musik, hver scene er en visuel parfumeannonce, og kameraet kærtegner ansigter som om de kunne gå i stykker af sandheden. Men under det hele rumsterer spørgsmålet: hvorfor skal vi egentlig føle noget for Sophie? Hun er hverken helt offer eller helt skyldig. Og måske netop derfor bliver hun ikke helt nærværende.
Der er noget ved serien, der føles mere interesseret i stemning end i substans. Som om Surface helst vil se ud som en thriller – men ikke rigtig tør være én.
Psykologisk, men ikke eksistentiel:
Tematikkerne er ellers interessante. Hvad sker der, når ens fortid er væk, men ens privilegier består? Er identitet noget, man selv skaber – eller noget, andre projicerer på én? Serien flirter med de store spørgsmål, men lader dem ofte ligge til fordel for endnu en slowmotion-sekvens af Sophie i trenchcoat med blikket mod horisonten.
Skuespil og biroller:
Gugu Mbatha-Raw gør, hvad hun kan. Hun er dragende, som hun altid er – men manuskriptet gør det svært for hende at folde karakteren helt ud. Birollerne, særligt Stephan James som hendes tidligere elsker og Ari Graynor som veninden, giver lidt tiltrængt kant til fortællingen. Men de forbliver satellitter omkring Sophies tågede midtpunkt.
Og hvad så?
Surface vil gerne sige noget om kvinders identitet, kontrol og traumer i en verden, hvor alle spejle forvrænger. Det lykkes delvist. Serien er hverken dårlig eller ligegyldig – men den mangler mod. I stedet for at dykke ned i det dybe, svømmer den rundt i sit eget glitrende bassin.
Man ser den færdig, men man føler sig ikke forandret.
