Hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan det ville se ud, hvis en joint røg tilbage, og så begyndte at tvivle på meningen med filmindustrien – så har du The Studio. Seth Rogen spiller med i en serie om at miste grebet om netop det, man aldrig helt havde fat i.
Der er nogen, der siger, de ikke fatter det. At man står midt i en koncert, med verdens største band på scenen, og alligevel filmer hele lortet på en telefon, man aldrig kommer til at se optagelserne fra. Men måske er det ikke fordi vi er idioter. Måske er det bare, fordi koncerten aldrig handlede om musikken. Ikke længere.
En stripper fra Brooklyn møder en russisk rigmandssøn – og så starter eventyret. Eller tragedien. Anora ligner et kærlighedseventyr, men ender som noget helt andet: råt, rørende og ægte.
Vi stiller os op foran lyset, tager billedet og hashtagger #installationart, men hvad var det egentlig, vi oplevede? Copenhagen Contemporary er blevet det sted, hvor samtidskunst og SoMe-kultur clasher så hårdt, at man ikke ved, om man skal tage stilling – eller bare tage billedet.
Man ved, man er i gang med noget særligt, når man midt i afsnit tre sidder og googler kvantefysik klokken 23:41 – ikke fordi man vil forstå det hele, men fordi man gerne vil kunne nikke klogt, hvis nogen bringer serien op til en middag, man ikke er inviteret til.
Der er serier, der starter som et langsomt optræk til et eller andet. Og så er der Paradise. Den starter som en trykbølge. Ikke fordi der sker noget voldsomt i første scene – men fordi det hele emmer af noget forkert. Der er for meget pænt. For meget hvidt stakit. For mange grillpølser og smil. Og som altid, når nogen smiler lidt for meget i en amerikansk forstad, ved man godt, at det her kommer til at gå galt.
Black Bag: Fassbender og Blanchett i perfekt parløb – næsten
Han har haft læderjakken længere, end du har haft rygrad. Lenny Kravitz trådte ind i Royal Arena med guitaren som en forlængelse af hoftebenet og solbrillerne limet til ansigtet. Det var rock, det var retro, det var… lidt som at være til koncert med et spejlbillede af sig selv fra 2002.
Nogen burde tage Marvels hovedkvarter og kaste det direkte ind i en blender med Succession, Jackass og lidt kantet samfundssatire. Og vupti: Ud kommer The Boys – stadig den mest groteske, morsomme og ubehageligt velfungerende serie om magt, moral og mænd i latex, der har svært ved at holde pikken i bukserne.
Det lyder som en joke, men det er det ikke: De mest ærlige, fandenivoldske og eksperimenterende stemmer i 2025 findes ikke i boghandlen. De findes i vertikale videoer med Lo-fi beats og en 22-årig, der læser poesi ind i sin telefon.
