Shōgun – Ære, blod og et blik ind i en lukket verden

Et skib går på grund, en fremmed mand stiger i land – og pludselig er vi midt i et af årets mest dragende historiske dramaer. Shōgun på Disney+ er ikke bare endnu en serie om samuraier og sværd. Det er en sanselig, langsomt brændende fortælling om kultur, politik og det mærkelige, smukke i at stå udenfor og kigge ind.

Vi er i 1600-tallets Japan.

John Blackthorne, en engelsmand med blikket rettet mod rigdom og opdagelse, strander på en fremmed kyst og bliver hurtigt trukket ind i et magtspil, han hverken forstår eller kan slippe ud af. Han bliver brik i en kamp mellem mægtige krigsherrer, og særligt én: Toranaga – en samurai med flere lag end et løg og nok stoisk ro til at skræmme en hel flåde.

Men her er det ikke bare mænd med sværd og store ord. Det er en fortælling om sprog, magt og overlevelse. Og det er netop der, Shōgun skiller sig ud. Den tør være langsom. Den tør lade stilheden sige mere end handling. Og den tør kræve noget af sin seer.

Richard Chamberlain er overbevisende som Blackthorne – han spiller rollen med lige dele forundring og arrogance. Man tror på, at han både vil lære og er bange for at miste sig selv i forsøget. Toshiro Mifune som Toranaga? Ren karisma. Hver scene med ham emmer af kontrol og indestængt magt. Det er en fornøjelse at se de to dele skærmtid – som at se ild møde is, men i kimonos.

Det visuelle i serien er som et kærligt spark i brystet. Detaljerne er overvældende: kostumerne, arkitekturen, landskaberne. Det hele føles ægte, som om man sidder på hug i et japansk tehus og lytter med. Og selv om tempoet indimellem nærmer sig det meditativt langsomme, bliver det aldrig kedeligt. Det giver plads til at mærke stoffet. Bogstaveligt talt.

Der er også noget fantastisk i, hvordan sproget får lov at leve. Der bliver ikke gjort et stort nummer ud af, at hovedpersonen ikke forstår japansk – det bliver bare en del af oplevelsen. Man føler sig lige så fortabt som Blackthorne, og det er netop det, der gør serien så intens.

Det er ikke alt, der er perfekt. Sideplots dukker op og forsvinder igen, som om nogen i redigeringsrummet løb tør for kaffe. Og nogle af karakterernes valg føles mere som et greb for at fremme plottet end noget, der udspringer naturligt af deres indre liv.

Men hey – det her er stor historiefortælling. Det er en serie, der ikke forsøger at være moderne for enhver pris. Den tør være noget andet. Og det skal man respektere.

Dom:

Shōgun er en af de sjældne serier, der tager sin tid og belønner dem, der bliver hængende. Det er ikke en serie, du ser med din telefon i hånden. Det er en serie, du ser med ryggen rank, tekoppen i hånden og hjertet lidt mere åbent, end du måske havde regnet med.

4 ud af 5 Apropos-stjerner. For æren, intensiteten og for at turde være langsom i en verden, der råber for hurtigt.

‍