Musik
Lenny Kravitz i Royal Arena – En tidsmaskine med selektiv hukommelse
Han har haft læderjakken længere, end du har haft rygrad. Lenny Kravitz trådte ind i Royal Arena med guitaren som en forlængelse af hoftebenet og solbrillerne limet til ansigtet. Det var rock, det var retro, det var… lidt som at være til koncert med et spejlbillede af sig selv fra 2002.
Fire stjerner
Fem stjerner
Der er ikke noget at sætte på stilen. Lenny Kravitz ser stadig ud, som om han kunne date både din mor og din datter – med samtykke og charme. Han har stemmen, karismaen og bandet i ryggen. Alt det, der burde få det hele til at eksplodere.
Men koncerten i Royal Arena forblev et ekko af noget, der engang var skarpt og liderligt, men som nu føltes… velproduceret og lidt for sikkert. Vi fik selvfølgelig klassikerne – Fly Away, American Woman, Are You Gonna Go My Way – og publikum råbte med, som man nu gør, når man har betalt over 700 kroner for en billet og stadig kan huske MTV.
Det er ikke fordi det var dårligt. Det var bare heller ikke rigtig farligt. Man savnede det uventede. Den svedige nervøsitet. Det, hvor man tænker: "Hvad fanden laver han nu?" – i stedet for: "Nå ja, den her sang kender jeg."
De nye numre blev leveret med professionel overbevisning, men publikum brugte tiden på at finde deres øl eller filme de gamle. Og det er måske et symptom på koncertens største svaghed: den havde ikke noget på spil. Det var et greatest hits-show forklædt som comeback.
Refleksion
Lenny Kravitz er stadig cool. Og det er måske også problemet. For coolheden var netop det, der engang gjorde ham farlig. Nu er den blevet pæn. Han er en legende – og han ved det. Men lige netop denne aften manglede han at overraske. At krølle sit eget image. At blive beskidt.
3 ud af 5 Apropos-stjerner for stil, energi og nostalgi – og en stille bøn om, at næste gang bliver lidt mere uperfekt.
