Black Bag: Fassbender og Blanchett i perfekt parløb – næsten

Filmen åbner med George (Michael Fassbender) på en natklub. Musikken pulserer, lyset er lavt og flimrende, og alt føles netop så uigennemskueligt, som det skal i en film som denne. Han er der for at mødes med en kilde. Det er en af den slags åbningsscener, hvor man straks mærker tonen: alt har betydning, og ingen siger, hvad de mener.

Steven Soderbergh, som vi kender fra Traffic, Contagion og Ocean’s Eleven, gør her det, han er bedst til: Han laver en genre helt ren. Ikke nostalgisk, ikke postmoderne – bare ren. Black Bag er en spionthriller, der koger over af plot, men aldrig mister overblikket.

Et makkerpar med kemi

Michael Fassbender spiller (selvfølgelig) en agent, der har set for meget. En mand med skuldrene oppe omkring ørerne og en fortid, der drypper af fortielser. Cate Blanchett spiller hans kontakt – eller er hun? – og hun har den der måde at se på ham på, som om hun allerede har forudset, hvad han vil gøre, længe før han selv har tænkt det.

Deres kemi er så skarp, at man nærmest kan se cigaretrøgen mellem dem, selv når de ikke ryger. De har moden tilstand af spænding, som nogen sikkert ville kalde det i en interview-pressekit, og det er rigtigt. Det føles ægte.

Men Fassbender… vi bliver nødt til at snakke om den accent.

En accent i frit fald

Det starter britisk. Eller irsk. Måske begge dele. Men på et tidspunkt – cirka 38 minutter inde – begynder Fassbender at lyde som en træt bartender fra Brooklyn, og det føles lidt som om, han selv opgiver undervejs. Man sidder og tænker: “Var det meningen?” og “Hvorfor retter ingen ham?” Men man tilgiver det, fordi han leverer resten af rollen med så meget nærvær og kropslig uro, at man ikke kan kigge væk.

Pierce Brosnan. Hvorfor?

Lad os tage det nu: Pierce Brosnan er med. Han spiller noget i retning af “chef for afdelingen”. Han kommer ind, siger tre sætninger og stirrer ind i kameraet som en mand, der netop har læst sit manus for første gang. Han er ikke dårlig. Han er bare… ligegyldig. Og det er næsten mere ærgerligt. Det føles som penge, der kunne have været brugt bedre. Måske på endnu en scene mellem Fassbender og Blanchett. Eller på en bedre dialektcoach.

En thriller med substans

Det mest imponerende ved Black Bag er, at den faktisk har noget på hjerte. Den handler ikke kun om overvågning og dobbeltagenter. Den handler også om tillid. Om at vælge side, når man ikke længere ved, hvor ens side egentlig er. Det lyder som en kliché – men filmen gør det til noget menneskeligt.

Og så er der sidekaraktererne – særligt Naomie Harris som en skarp, kompromisløs efterforsker med alt for lidt skærmtid. Hun stjæler scenerne, hun er med i, og er et bevis på, at filmen også ved, hvordan man caster uden at gøre det stort.