En stripper fra Brooklyn møder en russisk rigmandssøn – og så starter eventyret. Eller tragedien. Anora ligner et kærlighedseventyr, men ender som noget helt andet: råt, rørende og ægte.
Fire stjerner
Fem stjerner
Anora (Mikey Madison) arbejder som stripper i Brooklyn. Hun møder Vanya, en russisk rigmandssøn med lige dele charme og naivitet. De forelsker sig – hurtigt, voldsomt og uundgåeligt. Men da Anora bliver gift med ham, ruller et helt andet drama ind: Vanyas forældre. Og de er ikke klar til at lade deres søn give arven og navnet videre til en pige fra klubben.
Hvad der ligner en komedie, bliver langsomt noget helt andet.
Instruktøren Sean Baker har før vist sit talent for at balancere det kitschede med det knugende (The Florida Project, Red Rocket), og her er han i topform. Anora er levende, morsom og sprudlende – indtil den ikke er det længere. Filmens tone skifter subtilt, og uden man opdager det, er man pludselig fanget i et virkeligt drama med virkelige konsekvenser.
Mikey Madison er en åbenbaring. Hun spiller Anora med præcis den rette blanding af street smart attitude og skrøbelighed. Hun er sjov, sarkastisk og ekstremt menneskelig. Når hun kæmper for sit forhold – og måske bare en lille smule for et bedre liv – så sidder det.
Der er noget Pretty Woman-agtigt over plottet, men uden illusionerne. Ingen glam, ingen belæring. Bare mennesker, der roder rundt i hinandens liv og forsøger at få det hele til at hænge sammen, mens penge og magt banker på døren. Det er en slags romantisk realisme med vodka og dårlige beslutninger – og det fungerer.
Sean Bakers blik for det amerikanske samfunds udkanter er igen knivskarpt. Hvor mange filmskabere ville bruge Anora som en kliché – en tragisk eller karikeret figur – giver Baker hende agens og nuancer. Hun er hverken helgen eller offer. Hun er en kvinde, der forsøger at forstå, hvad kærlighed er i et land, hvor alt kan købes, og intet er gratis.
Visuelt er filmen også en gave. Det er Brooklyn med neonlys og fedtede baglokaler, Las Vegas med falske slotte og ægte desperation. Kameraet er observerende og ærligt – uden filter, uden glitter, men alligevel smukt. Og så er der detaljerne: de små smil mellem to mennesker, der håber lidt for meget. De tomme blikke, når virkeligheden rammer. Det er der, filmen bliver rørende.
Soundtracket spiller også en væsentlig rolle. Ikke prangende, ikke overgjort, men præcist. De sange, man har hørt i klubber og køkkener klokken halv fire om morgenen. Musik, der ikke prøver at være cool, men bare er der – ligesom Anora selv.
Det er ikke en perfekt film.
Den er til tider lidt for karikeret i portrættet af de russiske forældre, og slutningen vil helt sikkert dele vandene. Men man mærker hjertet bag. Det er ikke kynisk. Det er bare ærligt.
Og lad os være ærlige: Det er en film, man vil diskutere bagefter. Ikke fordi den tigger om det, men fordi den sætter sig i kroppen. Den får dig til at tænke på de valg, man træffer, og hvem der egentlig betaler for dem. Det er en af de sjældne film, der føles både lille og stor på samme tid.
Dom:
Anora er en film, der overrasker. Den starter som en flirt og ender som et opgør – med klasse, med kærlighed og med illusionen om den amerikanske drøm. Den rammer ikke alt, men den rammer nok.
4 ud af 5 Apropos-stjerner. For kærlighed, der ikke kan købes – og illusioner, der ikke holder.
