Der er serier, der starter som et langsomt optræk til et eller andet. Og så er der Paradise. Den starter som en trykbølge. Ikke fordi der sker noget voldsomt i første scene – men fordi det hele emmer af noget forkert. Der er for meget pænt. For meget hvidt stakit. For mange grillpølser og smil. Og som altid, når nogen smiler lidt for meget i en amerikansk forstad, ved man godt, at det her kommer til at gå galt.
Fire stjerner
Fem stjerner
I Paradise møder vi en verden, hvor alting ligner en amerikansk reklamefilm fra 90’erne. Der er velfriserede plæner, grønne parker, kvidrende fugle og flag, der vejrer i vinden. Det er præcis det, du forestiller dig, når nogen siger “the American Dream”. Og som altid med drømme, er det nok lidt for godt til at være sandt.
Serien følger agent Xavier Collins – spillet med nærmest ubærlig sorg og stoisk moral af Sterling K. Brown. En mand, der har set for meget, mistet for meget og stadig nægter at lukke øjnene for det, der sker omkring ham. Han passer på præsidenten – en genialt rablende James Marsden – der har cirka lige så mange hemmeligheder, som han har flasker whisky i huset. Og det er mange.
Da præsidenten myrdes, begynder det hele at smuldre. Ikke bare for Xavier, men for hele det pæne lille samfund. Vi begynder at ane, at noget er galt. Meget galt. En naturkatastrofe. En dyster fortid. Nogle meget rige mennesker, der har lidt for meget magt og lidt for lidt samvittighed. Og så den der lidt for glatte tech-milliardær (Julianne Nicholson), som man elsker at hade, fordi man kender typen. Vi har bare aldrig set hende så præcist skåret før.
Og så er der musikken. Nyfortolkede 90’er-klassikere, der føles som om de skærer sig vej ind i serien med kirurgisk præcision. Alt er nøje timet. Alt er bygget op til at krakelere – og det gør det. Langsomt. Sitrende. Med en rastløshed, der føles mere som paranoia end spænding. Og det virker.
Fogelman, manden bag This Is Us og Only Murders in the Building, har her skabt sin mest ambitiøse og helstøbte serie til dato. Hvor This Is Us spillede på følelser, og Only Murders på charme, er Paradise bare en iskold flaske sandhed midt i en varm illusion.
Der er ikke en eneste karakter i serien, som ikke gemmer på noget. Ikke én, man helt tør stole på. Og det er nok det mest uhyggelige. For som serien skrider frem, bliver det klart, at det her ikke bare handler om en mordgåde eller en konspiration. Det handler om tillid. Om magt. Om hvem, der styrer hvad. Og hvorfor.
Konklusion uden konklusion:
Paradise er en af de serier, hvor man sidder tilbage og stirrer på skærmen, selv efter rulleteksterne er færdige. Ikke fordi man venter på et post-credit klip. Men fordi man lige skal trække vejret igen. Vi havde egentlig regnet med en solid thrillerserie fra Disney+. Vi fik et eksistentielt mareridt pakket ind i nabolagsidyl. Det er næsten for godt lavet. Og det er derfor, det er så ubehageligt.
