Vi stiller os op foran lyset, tager billedet og hashtagger #installationart, men hvad var det egentlig, vi oplevede? Copenhagen Contemporary er blevet det sted, hvor samtidskunst og SoMe-kultur clasher så hårdt, at man ikke ved, om man skal tage stilling – eller bare tage billedet.
Fire stjerner
Fem stjerner
Der er noget fascinerende ved at gå rundt i en kæmpe hal på Refshaleøen, omgivet af blinkende lys, forvrængede spejle og videoprojektioner, der ligner noget, man så på Roskilde i 2015 – på vej hjem fra en fadøl for meget.
Og misforstå mig ikke: Det er smukt. Det er overvældende. Det er også nemt at dele. For Copenhagen Contemporaryføles efterhånden som et Instagram-paradis forklædt som kulturtilbud.
Du kan få en selfie i refleksionen fra en gigantisk kugle, et drone-shot af din kæreste i slowmotion foran en kunstig regninstallation og måske endda et close-up af dine fødder foran et neonværk med teksten “You Are Here. Are You?”.
Men er du det?
Mellem kunstoplevelse og selfie-mulighed
Spørgsmålet er ikke, om Copenhagen Contemporary laver flot kunst – det gør de. Spørgsmålet er, om publikum stadig møder op for at se den. Eller bare for at tage beviset med hjem.
Det er svært ikke at blive en lille smule kynisk, når man ser en gruppe venner stå i kø for at tage billeder foran det samme værk – i den rigtige vinkel, i det rigtige lys – og så gå direkte videre. Uden at læse kunstnerens navn. Uden at stille et eneste spørgsmål.
Det er ikke kun publikums skyld. Samtidskunsten har i mange år flirtet med det spektakulære. Jo større, jo bedre. Jo mere “immersive”, jo mere hype. Men i forsøget på at gøre kunst tilgængeligt, har vi måske også gjort det overfladisk?
Oplevelse versus refleksion
Der er selvfølgelig undtagelser. Værker, der får dig til at stoppe op. Der prikker til noget i dig. Men de er ofte gemt væk mellem alt det visuelle fyld. Det, der larmer mest, vinder. Ikke nødvendigvis det, der siger mest.
Det er som om, vi er begyndt at forveksle at være til stede med at være dokumenteret. Og det er her, CC’s store force også bliver deres største svaghed. De er dygtige til at skabe oplevelser – men vi er blevet dårlige til at tage dem ind.
Og hvad så?
Copenhagen Contemporary er ikke problemet – det er spejlet. De viser os noget smukt, noget dragende, noget potent. Og vi bruger det som baggrund. Måske er det bare et symptom på tiden. Eller måske er det tid til at spørge os selv, om vi tør møde kunsten uden filter.
Det er ikke sikkert, du bliver rørt. Men du bliver helt sikkert tagget.
