Det lyder som en joke, men det er det ikke: De mest ærlige, fandenivoldske og eksperimenterende stemmer i 2025 findes ikke i boghandlen. De findes i vertikale videoer med Lo-fi beats og en 22-årig, der læser poesi ind i sin telefon.
Fire stjerner
Fem stjerner
Ja, vi sagde det. TikTok – platformen, der gav os dansende tandlæger og “how to make feta pasta” – er nu også hjem for unge digtere, essayister og skrivende outsidere, der ikke gider vente på Gyldendals velsignelse. De skriver i kommentarfeltet. De performer i sengen. De udgiver sig selv, og de får følgere, likes og en direkte forbindelse til deres publikum.
Velkommen til den postlitterære tidsalder, hvor du ikke behøver et forlag – bare din stemme og en algoritme, der er tilpas forvirret til at servere dig for det rigtige menneske.
Poesi i pyjamas og tre sekunders læsetid
Det starter ofte med et simpelt billede: En notesblok, en kop kaffe, et ansigt i halvmørke. Stemmen læser op – ikke fordi nogen bad dem om det, men fordi de ikke kunne lade være. Der er vrede, sårbarhed, satire, kærestesorg og eksistenskrise. Ikke pakket ind. Ikke bearbejdet til “lektørklar prosa”. Bare råt og ærligt.
Vi har set videoer med digte om moderkager, afviste tinder-dates, og en, der brugte hele formatet på at råbe “jeg er ikke færdig med at elske dig!” til et tomt rum. Er det godt? Nogle gange ikke. Men det er levende. Og det er mere end man kan sige om meget af det, der står på hylderne i supermarkedets bogafdeling.
Hvor blev eksperimenterne egentlig af?
Spørger man forlagsverdenen, bliver alt dette nok stadig opfattet som et digitalt sideshow. Noget, man måske skal bruge som PR – men ikke tage seriøst som litteratur. Men hvorfor egentlig? Har litteraturen ikke altid været båret af dem, der nægtede at passe ind? Har vi glemt, at beatpoeterne var anarkister, og at autofiktion engang var en trussel mod litteraturens “renhed”?
TikTok-digterne følger i samme spor. De bruger platformens tempo og æstetik til at lege med formen. Digte, der består af én linje. Essays, der er klippet sammen som et musikvideo-mareridt. Kommentarspor, hvor folk bygger videre på teksten i realtime. Det er sgu da avantgarde – uanset om det smager af hashtags og algoritme-venlig desperation.
Er det overfladisk? Måske. Er det litteratur? Ja.
Det kræver mod at lægge sig selv ud. Ikke i essays med overskrifter som “Livet i tre kapitler”, men i 27 sekunder, hvor man bare… er. TikTok fjerner filteret mellem afsender og modtager. Det er dagbog, manifest og litterær performance i ét. Og ja, selvfølgelig er der meget bras. Men der er også perler. Og de når frem. Ikke fordi nogen godkender dem. Men fordi nogen mærker dem.
I virkeligheden…
TikTok er måske ikke svaret på litteraturens fremtid, men det er en platform, hvor fremtiden allerede skriver. Vi kan vælge at afvise det som støj. Eller vi kan lytte. Måske ligger der noget i de 22 sekunder med et digt om at vokse op uden et sprog for det, man føler. Måske er det netop dér, litteraturen lever – lige nu. I vertikalt format, med stavefejl og alt.
