Charli XCX

Hyperpop-dronningen, der sveder af 2000’er-energi og stadionattitude

Der er pop, og så er der Charli. Den britiske elektropop-avantgarde-prinsesse er ikke bare en del af strømmen – hun er demningen, overløbet og hele fucking dæmningsbruddet. Med sit nye album Brat sprøjter hun grøn, svedig og klubbasket attitude ud over TikTok-generationen og dem, der stadig savner Myspace. Hun lyder som en fest, der nægter at dø, og hun performer som en popstjerne, der både vil være Britney og Blade Runner. Roskilde har placeret hende sent onsdag aften, og det giver mening: hun er kaos, konfetti og 220 volt på to ben. Hvis du kun skal danse grimt én gang i år, så gør det her.

Akriila

Dansk rap med følelse, vrede og TikTok-drevne hooks

Akriila er ung, vred og dygtig. Hun kommer ikke for at charme dig, men for at sætte ild til scenen – og din opfattelse af, hvordan dansk rap kan lyde. Med inspiration fra både UK grime og amerikansk trap spytter hun linjer, der rammer hårdt, men med flow, finesse og personlighed. Hun balancerer rå attitude med noget, der minder om følsomhed, og hun gør det uden at tabe ansigt. Live er hun eksplosiv, og hvis du vil se, hvordan dansk hiphop lyder, når den bliver fremført af en, der faktisk har noget på spil, så står du foran Apollo onsdag. Det er ikke pænt. Det er ægte.

‍Shaboozey

Country, hiphop og cowboyboots med attitude

Shaboozey er en af de kunstnere, der får genrer til at lyde som et forældet begreb. Han rider ind på bølgen efter Beyoncé og Cowboy Carter, men gør det med sin egen støvede stemme og lyd, der blander amerikansk sydstatsæstetik med en laid-back rapattitude. Det er countryrap uden cringe – og det er sjældent. Shaboozey laver musik, der både kan spilles til rodeo og efterfest, og hans karisma er noget nær filmisk. Hvis du har brug for en scene, hvor stemningen føles som en Tarantino-bar med trapbeat og halm på gulvet, så sæt kryds ved ham. Du kender måske “Let It Burn” eller “A Bar Song (Tipsy)” – men han er mere end TikTok. Han er cowboy med kant.

Mina Okabe

Stille pop, der ikke behøver larme for at blive hørt

Mina Okabe er ikke typen, der råber. Hun hvisker – og det virker. Med sin silkebløde vokal og uironiske popsensibilitet er hun en sjælden rolig stund i en ellers støjende festivaluge. Hendes lyd føles som solskin klokken 09 på tredje dagen, hvor du stadig er lidt træt, men også lidt lykkelig. Det er minimalistisk, men aldrig kedeligt – en slags skandinavisk lo-fi, der stadig kan bære et omkvæd. Hun har hittet bredt med “Every Second” og “Take It Further”, men på Roskilde handler det ikke om radio – det handler om atmosfære. Hvis du vil ind i kroppen igen – og ud af hjernen – så tag til Mina Okabe.

Deftones

Den smukkeste mur af støj, du kommer til at stå foran hele ugen

Deftones er et band, man føler. Ikke på den der “jeg kan relatere til sangteksterne”-måde, men helt fysisk. Det er som at få en psykedelisk lussing med distortion og poesi på samme tid. Chino Morenos stemme skifter mellem hvisken og skrig, og det hele svæver i en æterisk støj, der ikke burde fungere live – men det gør det. Og det gør det sindssygt godt. Deftones er ikke nostalgiske, de er tidløse. Deres lyd er lige så meget shoegaze som metal, og koncerten onsdag aften bliver en mørk, sanselig oplevelse, der smyger sig om dig som røg fra en cigaret, du ikke selv tændte. Gå alene, gå med nogen – bare gå.