‍Saint Levant – Fra Gaza til Avalon (måske)

Saint Levant – eller Marwan Abdelhamid, som han egentlig hedder – er det tætteste, vi kommer på en spændUmiddelstaden succes i år. Med rødder i Gaza, Amman og Californien og et vokabularium, der springer mellem arabisk, fransk og engelsk, er han på papiret ekstremt spændende. Men det store spørgsmål er, om han egentlig kan spille den.

Olivia Rodrigo – Popstjernen vi alle kan blive enige om

Olivia Rodrigo er det der kæmpestore popnavn, der også faktisk er spændende. Det er sådan noget, Roskilde kan slå sig selv i ryggen over: Et navn, der både er kæmpe, tidstypisk og godt.

Hun har drivers license, hun har good 4 u, hun har vampire – og hun har den der evne til at skrive sange, der lyder som hele din teenageårgang kogt ned til tre minutter. Hvis nogen skal få Orange Scene til at føles intim midt i 70.000 mennesker, er det hende. Det er Roskildes “trackpasta” (altså, en ret der både smager og mætter) – en booking, der bare giver mening.

Doechii – Grammy på papiret, kaos på scenen?

Doechii (ikke Doji – selvom man godt kan komme til at sige det) har faktisk vundet en Billboard “Rising Star” Award, men ikke en Grammy endnu. Hun føles bare som en, der burde have vundet én allerede.

Det bliver spændende at se, om hun kan få Apollo til at eksplodere – eller om det bliver sådan en koncert, hvor man bagefter siger: “Hun var egentlig ret god… hvem var det nu, det var?”

Schoolboy Q – Man ved, hvad man får

Schoolboy Q er tilbage. Igen. Og det føles lidt som at spise på sin gamle stamrestaurant: Det er trygt, det er lækkert, men man bliver heller ikke nødvendigvis overrasket.

Han kan sit håndværk – vi kan hans håndværk – og hvis man vil have solid West Coast-rap uden alt muligt pjat, så er det her, man skal stå.

Jamie xx – “Nogen skulle jo hedde XX”

Jamie xx føles lidt som en Roskilde-tradition: der skal være en kunstner med XX i navnet på programmet.

Han laver selvfølgelig stadig smuk, farverig klubmusik for voksne mennesker, der drømmer om Ibiza, men ender i en teltlejr i Slagelse. Det bliver flot. Det bliver sikkert meget natligt. Det bliver sådan noget, hvor du pludselig opdager, at dine sko er væk, og nogen har tegnet en regnbue på din pande.

Electric Callboy – Metal med blinklys

Hvis cartoon-network lavede et metalband, ville det være Electric Callboy. Det er totalt over the top – hårdt, dumt, sjovt, skrigende, blinkende.

Forestil dig en Ud Af Kontrol-koncert, bare med guitarsoli og moshpits, og du er cirka der. Det bliver sikkert noget rod. Det bliver sikkert fantastisk. Du skal i hvert fald tage solbriller på og lade være med at kæmpe imod.

Emma Sehested Høeg – Diva på egne præmisser

Emma Sehested Høeg laver shows, der balancerer et sted mellem koncert, performancekunst og terapeutisk selvudlevering. Hun er meget mere diva, end hun måske selv tror – og det er det, der gør det spændende.

Hvis du vil se nogen vriste sig ud af alle forventninger, både sine egne og andres, så kig forbi.

Andre, vi holder øje med:

• Artigeardit: Dansk rap der virker, især hvis du kan lide lidt smerte på beatet.
• MØ: Energisk. Velkendt. Hun plejer at vinde de store scener, fordi hun spiller, som om hun stadig har alt at bevise.
• Snow Strippers: Hvis du kan lide mærkelig elektronisk musik kl. 03 om natten – dette er for dig.

Afslutning:

Fredagen på Roskilde 2025 bliver alt det bedste og værste ved festivaler: Nye stjerner, gamle kendinge, og koncerter, der enten ender som mytiske minder eller som “nå ja, det var også hende der.”

Vi glæder os mest til Saint Levant – og vi glæder os allermest til at se, hvad der går galt på den mest vidunderlige måde.